Lytteratur / Lydbøger

FARLIG LAST

Hovedpersonen Søren Striedh er ansat hos Nordjysk Politi i Aalborg. Han er en dygtig strisser, men hans sociale kompetencer er til gengæld en udfordring for alle omkring ham. Han får hjælp og modstand af makkeren Natascha og en ny retsmediciner, der ligner en perlefiskers datter fra en fransk polynesisk ø.

MARRON & PUSHKIN VENDER TILBAGE

er anden del af dit muntre og spændende bekendtskab med den private efterforsker Nina Marron og hendes kloge kat Pushkin. Parret bor stadig i en komfortabel taglejlighed i Aarhus midtby. Nina påtager sig mange og ofte farlige opgaver. Pushkin ser sig selv som jævnbyrdig og ligeværdig makker i næsten alt, hvad der sker. Han har helt sin egen verdensopfattelse og kommenterer jævnligt, ofte bedrevidende alt, hvad Nina beskæftiger sig med.
Ligesom Nina snart er street smart forretningskvinde, snart hårdtslående bikertøs, forvandles Pushkin på et splitsekund fra kælekat til vagtkat.

LIGFINDEREN

En underfundig parallel til de så populære Road Movies, nemlig en FODGÆNGERKRIMI.
Kaj Spunsen og Britta og deres hund Basse drager hvert forår fra Sjælland op gennem Jylland til Skagen. Ufrivilligt indblandes de i kriminelle handlinger, før de igen når hjem til deres vinterkvarter.

MARRON & PUSHKIN

Når privatdetektiv Nina Marron og hendes kat Pushkin ikke lever det søde liv, løser de kriminalgåder og slås med livsfarlige forbrydere.
Marron & Pushkin S1 rummer fem selvstændige, intense og humoristiske historier om den handlekraftige Nina Marron og hendes modige husdyr. Det er feel good-litteratur med en mørk kant, skrevet i Tom Oxagers umiskendelige, helt særegne stil. God fornøjelse.

LUSK OG UGERNINGER

Lusk og ugerninger er tredje bog i serien om Skurvognsdetektiven. Krimiforfatter og Lystmorder Ole Thorvaldsen arbejder nu med jævne mellemrum som seniorkonsulent for Kasper Havthorn. Hans franske kæreste, Annabelle, arbejder på livet løs i sit atelier i den nordprovencalske by Reillane med store glasmosaikker til byen Forcalquier. Hendes ry stiger til nye højder, og hun kaldes Glaskvinden og Madame Vitre.
Rundt omkring i Vendsyssel sker der stadig mange ugerninger, som kræver indsats fra de private efterforskere. Smarte svindlere fra Frankrig og Italien optræder på herregården Voergaard. Endnu en gang sker der er voldsomt overfald på hovedkvarteret i plantagen. Rettidig omhu får dog gerne forbryderne til at bide i græsset, så de kan bringes for retten, og julefreden kan sænke sig over det dejlige Sæby. 

FARMEN HILLTOP

Rigsvåbnet har i mange år haft til huse i en bygning på Flådestationen i Frederikshavn. En ordning, begge parter har været både tilfreds og fornøjet med. Et chefskifte ved søværnet gør det nødvendigt at finde nye løsninger.
Gamle kendinge, der har været sikkert anbragt i fængsel, dukker op. Et spionskib udfordrer installationer i det danske forsvar og saboterer landets infrastruktur. En bande franske banditter med mafiarelationer drager hærgende gennem Sydsverige og Vendsyssel.
Rigsvåbnet klarer de fleste udfordringer, men det koster dyrt!
Bag i bogen er der selvfølgelig nye opskrifter fra Anna Storms provencalske køkken..

ANNABELLE - kvinden fra Provence

Annabelle er en slags fortsættelse af Skurvognsdetektiven. Kasper Havthorn driver stadig sin forretning fra plantagen ved Sæby. Kaspers nye ven Ole Thorvaldsen begynder at give en hånd med, når opgaverne kræver en moden medarbejder.

Ole Thorvaldsen er meget frankofil og søger gang på gang tilbage til sit elskede Provence. Her finder han en dejlig kvinde, Annabelle, der på forunderlig vis er i familie med Anna Storm fra Rigsvåbnet. Kendte personer dukker op. Kærligheden blomstrer om kap med bougainvillea og lavendel. Annabelle kommer til Sæby og træffer nye venner. Forholdet udvikler sig sideløbende med dramatiske situationer og periodiske afsavn.
Denne feel good-krimi er samtidig en hyldest til naturen, maden og vinen, livet og kvinderne. 


SKURVOGNSDETEKTIVEN

Kasper Havthorn opererer fra en skurvogn i en plantage nær Sæby i Vendsyssel.
Hans job bringer ham af og til i farlige situationer. Også i forhold til kvinder. Han har altid været glad for dem og betragtet dem som en naturligt frynsegode.
Den forførende dejlige Sabrina kommer hovedkulds ind i hans liv. Hun vender op og ned på Kaspers dagligdag og begreber. Han må sluge en del kameler.

HUN HANG PÅ VÆGGEN

De fleste turister, der besøger Sæby, stifter aldrig bekendtskab med Musehullerne.
Det er heller ikke noget turiststed, men enhver sæbynit kender det. De ligger lidt af vejen og besidder den mystik, der knytter sig til steder, hvor alt kan ske.
Alligevel ligger Musehullerne lige præcis der, hvor den skønneste vandretur langs åen gennem Sæbygaard skov tager sin begyndelse. Mange turister kommer for at opleve havnen og stranden. Men en tur gennem skoven er noget helt specielt, som får turisterne til at vende tilbage år efter år.
Den meget foretagsomme præst Ellinor Wollesen er helt oppe på mærkerne. Hun vil skabe en Bibel Bed & Breakfast og sætter alt ind på, at det skal blive en succes.
Samtidig sker der ting og sager i restaurationsbranchen. FRANKS dynamiske chef Kaptajn Haddock redder skindet på næsen, fordi han har ansat en fortræffelig hjælper.

HALSLØS GERNING

Den idylliske Sæby mærker en bølge af wellness, racisme, vold, mord, sabotage og narkotika true sin fremtid som turistby.
Den farverige præst Ellinor Wollesen klager sin nød til Jomfru Maria og stormer rundt i pastoratet for at gøre gode gerninger. Nye karakterer dukker op, og handlingen går over stok og sten.
Som altid når Tom Oxager skriver om sit elskede Vendsysselområde, er sproget rammende og har bid, men det er med et lunt glimt i øjet, han endevender lillebysamfundet. 'Halsløs gerning' er i bund og grund for læsere, der kan lide en god krimi, men ikke forveksler opblæst tungsind med gravitet.

DE GODE GRÆD OG DE ONDE LO

En upopulær forretningsmand myrdes under mystiske omstændigheder, og efterforskernes arbejde hjælpes ikke ligefrem af det aparte persongalleri, som bliver viklet ind i deres opklaringsforsøg. Nogle vil hjælpe med at løse mysteriet, andre besvære indsatsen. Og så er der alle dem, der bare ikke kan lade være med nysgerrigt at blande sig, når der sker noget i lokalområdet.
Tonen kan - som den bør i en krimi med fødderne solidt plantet i det nordjyske - virke grum og hård, hvis man ikke fanger det humoristiske og kærlige glimt i øjet. Men for de indforståede er 'De gode græd og de onde lo' en herligt atypisk krimi, som ikke uden videre bare kunne foregå hvorsomhelst. Det er en Sæby-krimi, og det kunne aldrig være andet!

CALVADOS

En ny og meget ambitiøs justitsminister vil flytte styrken Rigsvåbnet til København og lægge den ind under PET.
Venner i fransk politi får hjælp fra Rigsvåbnet mod militante højreekstremister.
I Frankfurt kidnappes operaens maestro og hans datter Arabella. Her må Anna Storm selv tage affære.
En gammel kending i Rusland truer stabiliteten i landene omkring Østersøen.

SKUDSÅR

Midt i den dejligste ferietid i den eftertragtede ferieby Sæby går tiden i stå for den smukke Anna Storm med det majsgule hår og de grønne øjne.
Måske har en finskytte skaffet sig overblik fra den hvide kirkes klokketårn.
Før kunne hun bruge timer på at tilberede spændende provencalske retter efter sin elskede bedstemor Emmanuelle Deforges’ opskrifter og servere dem for sin mand, Asger, og de øvrige krigere i Rigsvåbnet. Nu lever hun pludselig af færdigretter og tjubang-mad. En intensiveret træning har slidt huldet af alle i styrken.
Kampen mod ondskaben er for alvor i gang.

UNDER PRES

En mørk decembernat skydes handlingen bogstavelig talt i gang i Ålbækbugten. Straks efter sker et mord i en lille fi-skerby inde på kysten. Anna Storm og to kolleger må tage affære.
Et mystisk privatfly nødlander i Råbjerg Mile. En passager forsvinder med en sejldugstaske med ukendt indhold og bliver jagtet af fremmede med skarpladte våben.
Det russiske vagtselskab MorningStar tager mange midler i brug for at bevare kontrollen over store byggepladser i Aarhus, Hamburg og Malmø.
En ny mand ansættes i Rigsvåbnet og får snart sin ilddåb. Han stifter tæt bekendtskab med kastestjerner. Store mængder af falske eurosedler indgår i mange sammen-hænge.
Anna Storm og Asger Bjørn er igen udfordret. Anna også på det kulinariske område.

FOR MANGE MISSILER

Asger Bjørn – Anna Storms mand og det synlige eksempel på Rigsvåbnets succes – kommer i sigtekornet,
da rockergruppen The Fixers føler sig ydmyget af hans folk. De er ikke, som så mange af de tidligere forbrydere, Rigsvåbnet har været oppe mod, økonomisk motiverede kriminelle. De lever efter en æreskodeks, og de vil have hævn. Koste hvad det vil.
Den vold og den råhed, de repræsenterer, er noget nyt i Anna Storms arbejdsliv, og hun må trække på alle sine ressourcer og kolleger, hvis hun skal beskytte sin elskedes liv.
Som altid har Tom Oxager skrevet en underholdende krimi, hvor der er plads til både spænding, humor og god fransk kogekunst.

OVER ALLE GRÆNSER

Olie og gas er vigtigere råstoffer end nogensinde. Store omkostninger er forbundet med at udvinde og transportere dem. Rørledninger fører råstofferne frem til modtagerne i skarp konkurrence med specialbyggede tankskibe.
Efter at den smukke Anna Storm med de grønne øjne er vendt hjem fra bryllupsrejse, bliver Rigsvåbnet kastet ud i jagten på en mystisk, paramilitær styrke, der med stor teknologisk færdighed saboterer installationer i en række lande.
Samtidig sker et mord i det idylliske Sæby. Her drejer det sig om en helt anden slags råstoffer.
Som i de to foregående bøger om Rigsvåbnet spiller Annas provencalske køkken også en vigtig rolle, når krigerne skal slappe af.

GULD FOR ENHVER PRIS

Guldpriserne er steget voldsomt i Europa. Opfindsomheden og jagten på det ædle metal stiger tilsvarende blandt skrupuløse kriminelle. Den ny indsatsgruppe Rigsvåbnet har kun eksisteret i få måneder. Efter nogle dramatiske begivenheder, der også er gået hårdt ud over gruppens mobilstation, har der kun været kort tid til at slikke sårene og samle op på løse ender. Så går det atter løs. Trods gruppens kortvarige eksistens er der allerede stor mytedannelse i politikorpset. Gruppens ry breder sig i hele Schengen-samarbejdet, og danskerne nyder godt af det store netværk.
Anna Storm får kam til sit hår under anstrengelserne for at få styr på de nye udfordringer, der i højt tempo sender Rigsvåbnet på jagt over flere europæiske landegrænser. Alligevel bliver der tid til hyggelige stunder, hvor gruppens medlemmer nyder godt af Annas provencalske kogekunst.

RIGSVÅBNET

Anna Storm er ny efterforsker hos politiet i Frederikshavn.
Med en kollega bliver hun sendt ud til noget, der først ligner et par fulderikker, der har drukket sig ihjel.
Hurtigt viser det sig, at det er noget helt andet. To østeuropæiske mafiagrupper bekæmper hinanden på den mest indædte måde, alt imens flere danskere prøver at lave forretninger med mafiaen.
Rigspolitiet opretter en specialgruppe, Rigsvåbnet, der bliver udsat for lidt af hvert i kampen mod de formastelige. Den nye gruppes sammenhold styrkes bl.a. af Anna Storms lidenskabelige udfoldelser i det provencalske køkken.

KLOG MAND TISSER IKKE MOD VINDEN

Romanens hovedperson er en ældre mand, der ofte, og i al slags vejr, går tur på stranden syd for Sæby. Han filosoferer over sit liv, tilværelsens foranderlighed og skæbnens tilskikkelser. Han tager udgangspunkt i forældrenes og bedsteforældrenes liv og beskriver, hvor meget der umærkeligt ændrer sig over tid.
Mens man underholdes over hans daglige liv, oplever han i kronologiske tilbageblik sin barndom og ungdom i byen Haslev, der i årene omkring og efter krigens afslutning var Indre Missions højborg og kaldtes Guds by.
Farverige skikkelser som pastor Bartholdy, politimester Vagn Bro og livgardens chef oberst Freiesleben beskrives i humoristiske klip i anekdoteagtig form. Bogen er skrevet i en let og munter form, men med alvorlige undertoner. 



Tom Oxager

Kontakt: Chr. Pedersensvej 44 · 9300 Sæby
Telefon 40 11 28 56 eller tomoxager@gmail.com